Tom Jørgensen,redaktør af Kunstavisen, kunstanmelder på Jyllandsposten., den 6.april 2022:
Når man får at vide, at Grete Trøjgaard Jepsen arbejder på et rehabiliteringscenter, og at hendes seneste værker kredser om præcis dette, havde man i baghovedet nok forestillet sig, at de så en smule anderledes ud.
Måske er det bare mig, men jeg havde for mit indre blik set en serie socialrealistiske billeder i stil med f.eks. Dea Trier Mørch. Politiske billeder med et klart politisk budskab.
I stedet ser vi værker i form af tegninger og collager, samt stående og hængende objekter, uden direkte spor af mennesker. Vi præsenteres heller ikke for dybde i rummet i form af et centralperspektiv. Det, vi ser, er brudstykker af hjælpemidler, kørestole, krykker, nakkestøtter, foruden slanger, ledninger og sæbeautomater. Udsigten til rummet er nærmest lukket helt af, så vi højest får et glimt af en flisebeklædt væg eller et hjørne af et gulv.
Hvad angår farverne, arbejder Grete Trøjgaard Jepsen med en begrænset farveskala: sort, hvid, grå og beige. Den formår hun til gengæld at bruge til perfektion. Den indbyrdes balance mellem farvetonerne er afstemt på en sådan måde, at resultatet er poetisk, blidt og nænsomt. Det samme er det fine spil mellem flisernes kvadratiske net, de lodrette rør og stænger, de buede nakkestøtter og ledningernes og kablernes runde snoninger.
Med andre ord: I stedet for den institutionelle hårdhed, vi kunne forvente af værker, der afbilder et kommunalt rehabiliteringscenter, får vi en række poetiske og fint sansede kompositioner. Kompositioner, der menneskeliggør såvel patienternes som plejepersonalets dagligdag. Vi fornemmer de menneskelige anstrengelser, men også den omsorg, der ligger bag disse motiver af kørestole, krykker og nakkestøtter. Og det uden at vise et eneste menneske.
Grete Trøjgaard Jepsens værker er dybt personlige og originale. De rammer os med deres empati og deres kompositoriske og koloristiske afklarethed. De er faktisk noget helt specielt.
ROSKILDE KUNSTFORENINGS 1.pris
Tildelt på RO21, Roskilde Open, den 13.november 2021
Begrundelse for prisen:
”Værkerne viser et poetisk og respektfuldt blik på et overraskende alternativt motiv valg. Alle fire værker er fint komponeret med en glimrende balance i det enkelte værk. Skabt med en udpræget sans for det rumlige og med et sikkert farvevalg.
Nænsomt og uironisk får den iboende fortælling lov til at udfolde sig – og tvinger os, der betragter værkerne til at digte videre på fortællingen.
Overraskende, stærkt og inddragende!”
Censorer: Maria Torp, Eva Koch og Jens-Peter Kellermann
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes